tilbage til forsiden aktuelt på netbryllup.dktraditioner og skikkelæsernes siderbrevkassenpolterabendshopping

Brevkassens eksperter

Spørgsmål til NetBryllup

Brevkassen forside


Spørgsmål til NetBryllup


Hvad har andre spurgt NetBryllup om? Og hvad har vi svaret? Kig her og se, om du kan finde svaret på netop dit "problem" - og finder du ikke svaret, er du velkommen til at sende en email til postmaster@netbryllup.dk.


Hestesko
Jeg har et spørgsmål angående hestesko, hvordan pynter man den? og hvor skal man lægge den til brudeparret? Jeg vil blive meget glad hvis jeg kunne få oplysningen hurtigst muligt, da min søn skal giftes på lørdag. Venlig hilsen Grethe

Kære Grethe.

Jeg har selv været med til et bryllup i maj, hvor hesteskoen var pyntet med friske blomster - samme slags som i brudebuketten, nemlig solsikker. Det så rigtig flot ud - og selvom friske blomster selvfølgelig forgår, så virker tørrede blomster altid en smule "døde" som bryllupspynt.

Hesteskoen blev i dette tilfælde lagt på gangen midt i kirken (altså mellem bænkerækkerne), hvor brudgommen så samlede den op på brudeparrets vej ud af kirken. Det samme har jeg set ved andre bryllupper.

Det er dog langtfra ved alle bryllupper at brudeparret får en hestesko - og nogle steder modtager de også bare hesteskoen som én af bryllupsgaverne, måske lagt i en flot æske med silkepapir eller lign.

Husk altid at spørge præsten/kirken på forhånd, hvis I ønsker at lægge hesteskoen i kirken - det er ikke alle steder at man ønsker denne "hedenske skik" inden for kirkedørene.

Ha' et rigtig godt bryllup!


Talerækken
Hej Jeg har været ved at kigge alle mine brudeblade igennem og de skriver hver især noget forskelligt angående talerækken, måske I kan fortælle mig den?? På forhånd tak Joan

Kære Joan. Her får du "den traditionelle" talerække ved et bryllup:

1. taler er værten(erne) (i "gamle dage" oftest brudens far, men i dag er brud og gom som regel selv værter) Der bydes velkommen, og toastmasteren præsenteres, hvis man har sådan en
2. taler er brudens far (hvis han ikke er til stede, er det i stedet brudens mor eller en anden nærtstående slægtning)
3. taler er brudgommen
4. taler er forloveren (som evt. også er brudgommens far)
5. taler er brudgommens far (hvis denne ikke allerede har talt)
6. taler kan være bruden

Herefter er ordet frit - normalt vælges tale-rækkefølgen efter, hvor tæt tilknytning taleren har til brudeparret. En tommelfingerregel siger "familien først", dernæst venner og bekendte. Ofte vil nogle af talerne være erstattet af sange eller andre indslag, og så gælder de samme "regler".



Hvilken hånd skal ringen sidde på?
Hej. Min kæreste og jeg er kommet til at snakke om på hvilken hånd en forlovelsesring og en vielsesring skal sidde, hvis der er nogen tradition for det. Vi er nemlig lige blevet forlovet og er lidt usikker om hvor ringen skal sidde. På forhånd tak Hilsen Anne Marie

Kære Anne Marie. Tak for din henvendelse - og tillykke med forlovelsen! Der står lidt om det med forlovelses- og vielsesringe på denne side - og ellers kan jeg hurtigt fortælle jer, at det "normale" er, at forlovelsesringen sidder på venstre hånds ringfinger, mens vielsesringen sidder på højre hånds ringfinger. Man kan altså enten vælge at flytte ringen over på den anden hånd når man gifter sig, eller evt. få en (ny) vielsesring.
Mange hilsner NetBryllup.dk


Hvem vil vie os hjemme i haven?
Hej Min kærste og jeg skal giftes til sommer. Vi vil så gerne giftes i hendes mors og fars have men men Århus kommune vil ikke have at man bliver borgerligt gift andre steder end i rådhuset, så der er ingen embeds mænd i Århus kommune der kan vie os. Kan I gi os nogle fif, kender I nogen i de nærliggende kommuner der er lidt friskere end i Århus? Med venlig hilsen Thomas

Tillykke med det forestående bryllup! Jeg har tidligere hørt om problemer i forbindelse med vielser andre steder end på rådhuset/i kirken. Desværre kender jeg ikke lige til nogen, der er mere villige til at "rykke ud", så der er nok ikke andet at gøre end at ringe rundt til de omkringliggende kommuner og høre, om der er nogen, der kan/vil hjælpe jer.

Såfremt I ikke har noget imod at det bliver en præst der vier jer, kunne det evt. tænkes at en frimenighedspræst eller lign. vil opfylde jeres ønske. Held og lykke.


Sorte brudekjoler
Hej. Mon du kan hjælpe mig? Jeg har ladet mig fortælle, at brudekjolen i Danmark tidligere var sort, er det rigtigt? Jeg vil blive rigtigt glad, hvis du kender svaret og vil maile mig det. På forhånd tusind tak. Hilsen Dorte

Kære Dorte, Tak for din henvendelse... Ja! Det er rigtigt, at brudekjoler tidligere var sorte! Det lyder måske fuldstændig underligt, men den er altså god nok... Hvis du vil vide mere, så kan du kigge på denne side, hvor du kan finde noget om brudekjolens historie m.m. Ellers er du selvfølgelig velkommen til at henvende dig igen!
Med venlig hilsen NetBryllup


Kæresten er ikke inviteret med til bryllup
Jeg er netop blevet inviteret til en af mine venners bryllup, min samboen
de kæreste gennem snart 4 år er ikke inviteret med. Det skyldes efter sigende pladsproblemer. Det skal siges at min kæreste ikke ser noget til min ven eller hans kommende kone privat. Min indskydelse er at det vil være ganske ukorrekt at gå til brylluppet uden min kæreste. Hvad mener I om dette?

Det er lige før jeg fristes til at sige "drop den ven" - for det lyder da virkelig underligt at din kæreste gennem 4 år ikke skal inviteres med til hans bryllup. Det lyder ikke til, at du og din ven står hinanden særlig nær, for hvis I gjorde, ville det være meget naturligt, at også din kæreste blev inviteret med - uanset pladsproblemer!

Jeg går ud fra at du og din kæreste har snakket sammen om det, og af hensyn til din kæreste vil jeg også mene, at du burde takke nej til festen. For din kæreste betyder formentlig mere for dig end disse såkaldte "venner"..? Hvis I stadig vil være høflige, så send en buket blomster fra jer begge, så kan det være, at brudeparret fatter, at I faktisk hører sammen som et par og de ikke kan være bekendt kun at invitere dig.
De bedste hilsner
Dorthe Ibsen, NetBryllup.dk


Gaver på bryllupsdage
Hej ! På de efterfølgende bryllupsdage - giver man så hinanden gaver - eller er det bare manden der kommer med en buket til konen. Hvad er normen !! ER det kun til 12½, 25 osv. (altså de runde) man giver hinanden gaver ??
Lene Jacobsen

Den var svær... for faktisk er der ingen gængse traditioner eller ritualer i forbindelse med bryllupsdagene. Det er helt op til det enkelte par at finde ud af, om det er noget, man ønsker at markere hvert år, eller om det kun skal være ved de "runde" bryllupsdage man skal give hinanden gaver.

Mange mænd gør en dyd ud af at glemme deres bryllupsdag, men de fleste vælger at forære deres hustru en buket blomster på dagen. Det er også almindeligt at aftale at gøre noget særligt ud af bryllupsdagen: gå ud at spise, gå i biografen eller invitere gæster. De enkelte bryllupsdage har navne: se bryllupsdagenes navne her.


Æresport
Hvornår skal æresporten sættes op. Aftenen før eller på dagen?
Henrik Jensen

Ved bryllupper, sølvbryllupper m.m. bliver der ofte sat en æresport op både ved brudeparrets hjem og evt. ved det sted, hvor feste skal holdes. Hvis du tænker på æresporten ved parrets hjem, er det mest praktiske at sætte den op aftenen/natten før bryllupsdagen. Men ved feststedet kan man nogle gange være nødt til at vente til selve dagen, specielt hvis der afholdes andre arrangementer aftenen inden.
De bedste hilsner
NetBryllup.dk


Forlovelse ved bryllup nr. 2
Hej ! Jeg vil bare lige gerne vide om man skal forloves igen når vi begge to har været gift før, men ikke med hinannen. Mvh Bjarne

Hej Bjarne. Det er helt op til jer selv at afgøre, om I vil forloves. Hvis I har lyst og føler at det er det rigtige for jer, så gør I det, men ellers kan I bare hoppe direkte ud i et bryllup (nr. 2). Forlovelse er ganske "frivillig" i dag og er mere en symbolsk handling i forhold til det at være kærester/danne par. Håber det var svar nok - ellers er du velkommen til at skrive igen.


Brudepige?
Til bryllupseksperten. Er det brugt i Danmark (med undtagelse af, hvis det er kongelige bryllupper) at bruden har en brudepige, d.v.s. en der ordner slæbet i kirken? Min datter skal giftes i august og jeg skal føre hende op. De skal vies kl. 12.30, hvorefter der er reception for naboer oa. + dem der skal være med til den store fest om aftenen.

Om aftenen er man indbudt i selskabstøj, men så er spørgsmålet, om jeg skal føre hende op i den kjole jeg skal have på om aftenen eller måske en dragt? Brudens kjole er off-white. Må min dragt være off-white? (hvis dragt er mest passende).

Tak for din henvendelse. Ofte er det brudens mor eller en nær veninde eller søster til bruden, som hjælper med at ordne slæbet, sløret osv. i kirken. Nogle vælger at "udnævne" en decideret første brudepige, mens andre vælger børn som hhv. brudepiger og -svende.

Med hensyn til din påklædning på dagen, så kommer det først og fremmest an på, hvad du selv vil føle dig bedst tilpas i. Hvis brylluppet er baseret på, at gæsterne kommer i ét sæt tøj i kirken og skifter til selskabstøj om aftenen, så synes jeg også, at du skal skifte i løbet af dagen.

Umiddelbart siger man jo, at kvindelige gæster ved brylluppet ikke må bære hvid/råhvid kjole, men idet din rolle ved vielsen bliver en lidt anden (som brudens "forlover"), så synes jeg ikke at det gør noget at tage en kort, råhvid dragt på i kirken (jeg går ud fra, at der er tale om en jakke + nederdel?). Specielt ikke, hvis din datter også mener, at det er OK - det er jo trods alt mest hende; bruden, som gæsterne skal se komme ind i kirken... Håber I får et fantastisk bryllup!


Skjold bag brudeparret
Hej. Jeg sidder med et problem ang. Skjoldet bag min svoger og sviger inde...Hvad skal der stå på dette "skilt" / skjold? Kan du hjælpe mig med dette vil jeg være meget taknemlig.Tak.
Hanne


Kære Hanne, Jeg må indrømme, at jeg aldrig selv er stødt på et sådant, men måske er det noget egns-bestemt?

Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og er nået frem til, at der blot skal stå det samme, som hvis man havde lavet en æresport med hjerte eller skjold: Brudeparrets navne og bryllupsdatoen. Jeg ved ikke, om man ikke også selv kunne finde på noget - f.eks. hvis man ville ha' et lille "ordsprog" eller noget med.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være til mere hjælp omkring dit spørgsmål, men håber at du finder ud af noget! Ha' et godt bryllup!
Venlig hilsen NetBryllup

 



om netbryllup.dkannoncør information